Jeg har mærket det et stykke tid… Forskellige advarselslamper – af den slags, som jeg råder andre til at være vågne overfor – har blinket. Ind imellem gør det ondt i mit hoved, jeg har følt mig mere træt, mere sårbar og mærket større udsving på mit indre vejrbarometer, end jeg er vant til.

Jeg er blevet forvendt med at være i HIGH VIBES det meste af tiden, men på det seneste, har jeg næsten dagligt oplevet en eller flere perioder, om end kort, med tyngde, som om et usynligt tæppe har lagt sig imellem mig og solen. Og urolige nætter har der også været flere af.

Jeg ved, at der er gang i indre transformation, og at den har været undervejs længe.

Ind imellem bliver jeg utålmodig og synes, at det nye skulle lande hurtigere, end det tilsyneladende gør. Og jeg må så minde mig selv om, at det er kærlighed, omsorg, ro og tålmodighed, der er allermest brug for, når der er gang i forandringer indeni. Hver gang jeg husker det, og tager ansvar for mit indre vejr – fx med et hvil, en strandtur, en dukkert, en dans, et møde med en kær ven eller veninde eller at lege med mit lille barnebarn ændrer det hele sig. Det er ren MAGI… og jeg kan slet ikke holde op med at sige TAK for det!

Noget andet der hjælper, er at mærke ubehaget helt til bunds – Altså: Sæt dig roligt, mærk hvor ubehaget er i kroppen, træk vejret igennem det, og bliv ved med det, indtil du mærker at det skifter af sig selv. Det slår aldrig fejl – solen skinner altid på den anden side af skyerne! – og jeg har som regel opdaget noget vigtigt undervejs.

En sådan klarhed blev skænket mig i dag, hvor jeg oplevede, at der ikke var flow i skriveriet. Selvom jeg var til stede med al mulig god vilje, havde jeg følelsen af at sidde fast og kun at flytte mig med museskridt. En oplevelse jeg har haft utallige gange, siden jeg i mit nyhedsbrev i juli åbent udtalte: ”Jeg er i fuld gang med at skrive en bog om jordomrejsen, den kommer til at hedde ‘Jordomrejse med engle og dæmoner’. Jeg forventer, at den er klar til udgivelse i september”.

Med den udtalelse lukkede jeg mig selv ind i et fængsel, som jeg lige siden har haft svært ved at komme ud af igen. Pludselig blev skriveglæden forvandlet til pres. Andre begyndte at spørge til bogen. ”Forventer du at overholde din deadline?”, Hvor lang vej er der igen?”. Jeg fik ondt i maven, begyndte at skynde på mig selv – hvilket selvfølgelig er en sikker kreativitets-dræber – og jeg følte mig som en gravid, der trænger til at komme af med sin store mave, og som på det nærmeste er ved at bryde sammen, hver gang nogen ringer og stiller det uundgåelige spørgsmål: ”Har du født?”

Nøglen til fængselsdøren har hele tiden været i min egen lomme. I dag har jeg låst døren op ?

Jeg har besluttet at slippe alle forventninger (mine egne ikke mindst!) og offentligt proklamere: ”Jeg ved ikke, hvornår min bog er færdig. Men jeg ved, at den bliver født, lige når den er klar og moden til det”.

Hvilken befrielse! Det er da vist, det mest selvkærlige, jeg har gjort længe… Jeg kan ikke helt mærke friheden og lettelsen, men jeg tror, det viser sig meget snart.

Og hvordan med dig, som har læst med… Føler du dig fri, let og glad? Hvis Ja, så stort tillykke med det! Husk at nyde og husk at sige tak.

Hvis Nej, så er der måske noget, der strammer, kradser og føles ufrit?… I så fald kan det tænkes, at du har lukket dig inde i dit eget fængsel. Den gode nyhed er, at du har nøglen til fængselsdøren, og at friheden venter lige på den anden side.

Bag skyerne skinner solen ALTID!